10 dage på Svalbard

Mine støvler er våde, de er faktisk gennemblødte så hvert skridt kvitteres med et svup og en lille stråle vand op af snørebåndsbeslagene. Men det gøre ikke så meget for himmelen er uendelig blå uden en eneste sky, temperaturen er helt oppe omkring 15 grader og jeg svupper af sted gennem et fantastisk landskab 1300 km fra nordpolen.

 På linie med Timbuktu, The Barrons, Ringkøbing og Ildlandet var Svalbart et af de steder der stod højt på min rejse-ønskeseddel fælles for dem alle er at der ikke har nogen grund til at lige netop de står højt på listen, de gør det bare. Så da muligheden for at besøge Svalbard pludselig bød sig i sommeren 1998 slog jeg selvfølgelig til.

 Billetterne blev bestilte allerede i april måned, at jeg var så forholdsvist tidligt ude betød at jeg kunne få Jackpot billetter til en helt anden pris end ordinære rutebiletter. Hele flyveturen fra Tirstrup til Oslo og videre over Tromsø til Longyear byen og retur kostede ca. 4.200 kr.

 Jeg læste et par guide bøger i løbet af foråret, men var faktisk meget i tvivl om hvad jeg kunne forvente. Så min plan var stort set bare at komme der op og så se hvad der så skete. Jeg forventede mig nok noget i stil med Grønland og denne forventning blev også opfyldt men Svalbard er på mange måder anderledes;

”Hvordan anderledes”?

”Tja......... Det er bare anderledes”

I betragtning af det kun er en mikroskopisk del af Grønland jeg har set og en ,om muligt, endnu mindre del af Svalbard er det umuligt at konkludere noget men ”stemningen” er anderledes. Landskabet er på mange måder mere råt og nedslidt.

Den der Svalbard hvad er det for noget?

Svalbard er egentlig navnet på en ø gruppe i Grønlandshavet ca. midt vejes mellem Tromsø i Norge og Nordpolen. Hele øgruppen omfatter 6 øer af en anselig størrelse og et utal af mindre øer og holme. I alt omfatter øgruppen 62,670 km2. Hovedøen Spitsbergen udgør 39,044 km2.  Af alle disse m2 er ca.60% dækket af is.

Svalbard og nogle mindre øer og øgrupper som Bjørneøen og Frantz Josef land blev i 1920 underlagt Norsk suverænitet dog med den klausul at alle de 42  lande der skrev under på traktaten har ret til at udnytte råstoffer i området.

I dag er det kun Norge, Rusland, Polen der har faste bosættelser på Svalbard, Det samlede indbyggertal er 2.833. Hvor af de 1.200 bor i Longyaerbyen der er Norsk og Svalbards ”hovedstad” for øerne. Den Russiske hovedby, Barentsburg, er Svalbards næst største by med sine 950 indbyggere.

Øgruppen blev opdaget af vikingerne der gav den navnet Sval = kold bard= kyst. Helt op til begyndelsen af dette århundredet var det primært hvalfangere og pelsjæger der færdedes på øerne og i havet omkring dem. I 1906 påbegyndte Amerikaneren John M. Longyear kulmine drift i stor stil omkring Advendtdalen og kullene har helt op til slutningen af firserne været den væsentligste indtægtskilde på Svalbard. Turisme har været en indtægtskilde for øerne lige så længe som kullene, men på trods af et forholdsvist stort antal besøgende virker Svalbard ikke på nogen måde over randt.

Longyearbyen ligger på 78 nordlig bredte og 15 østlig længe så man er rimelige højt oppe på kuglen. Derfor er vejret også forholdsvist køligt men Svalbards vestkyst nyder godt af en gren af Golfstrømmen så middel temperatur for Longyaerbyen i sommer halvåret er oppe på ca. +10 grader, med +23 grader sommeren 1987 som et højde punkt og det snakkes der om endnu.

Da jeg var af sted alene, valgte jeg at lægge mig fast på campingpladsen og brugte den som udgangspunkt for dagsture i området omkring Longyear byen.

Det meste af tiden lå der 10 – 15 personer på campingpladsen alle med forskellig grund til at være på Svalbart. Der var en ældre Franskmand der egentligt bare skulle på cykeltur i Norge, en Engelsk biologistuderende der efter af have talt rener en måned i ødemarken trængte til at snakke med nogen, en flok Japanere, der var taget til Svalbard for at stå på ski, tre Tyskere på kajaktur, et par Hollandske tour guider, der ventede på et hold studerende de skulle på tur med osv. så aftnerne i campingpladsens køkken gik med at udveksle arktiske røverhistorier, som Jørgen Riel ikke ville kunne overgå.

Snakke aftenerne betød at min tax free whisky forsvandt hurtigere end beregnet, men til gengæld fik jeg nogle kontakter, der medførte at jeg blandt andet kom til at deltage i et forskningsprojekt omkring Arktiske terners adfærd. Min rolle bestod i at gå igennem en Ternekoloni og tælle, hvor mange gange jeg blev angrebet. Kolonien blev overvåget af nogle sensor på strategiske steder i landskabet der opsamlede informationer om fuglenes hjerterytme, signal mønster osv. Jeg forventer ikke at modtage Nobel prisen for min indsats, men det var sjov at være med.

Et andet ”job” fik jeg var en sejltur ud til Diabasodden hvor en touroperatør skulle lægge et depot ud. Mit job bestod i at færge proviant og udstyr i land i en synkefærdig gummibåd. Men et par våde bukser var en ringe pris for oplevelsen.

Men det væsentligste jeg fik ud af ”snakkeaftnerne” var nok de oplysninger om ture, terrænet og om Svalbard sådan generelt.

Gennem Bjørnedalen til Grumant byen

Grumant byen var, sammen med havnen i Colesbukta, indtil 1962 en af de største bosættelser på Svalbard. Men i sommeren 1962 forlod Russerne stedet nærmest fra den ene dag til den anden og siden har Grumant ligget hen som en spøgelsesby. 

Jeg var ca. to døgn om at tilbagelægge de i alt ca. 40 km mellem campingpladsen, Grumant byen og retur. Vejret var fint så jeg havde ikke telt med men kun sovepose, underlag og ikke anden beskyttelse mod isbjørne end en lejet riffel. Jeg skal ærligt indrømme et jeg ikke sov godt med paranoide tanker om isbjørne på den ene side og bevidstheden om at ligge ved siden af en ladt riffel kun med en lille metal dims mellem sig selv og en vådeskudsulykke,- men man kan vende sig til meget og som filosoffen Hiddegger siger:

Og allerede anden gang jeg tog en lur sov jeg som en baby med hoved på mine støvler og ”tykke Bertha” i armene.

Bjørnedalen løber næsten øst vest og ligger i læ for den kolde nordenvind der går gennem alt. Og da dalen samtidigt tager smeltevandet for de omliggende fjelde er den både meget frodig og våd.

Turen mellem Longyearbyen og Grumant gennem Bjørnedalen og er i øvrigt første del af den klassiske vandretur mellem Longyearbyen og den Russiske hovedby Barentsburg.

Der er to måder at komme til Grumant fra Longyearbyen på:

 1. Hvis man er i Longyearbyen kan man gå over Platåberget og ned i Bjørndalen.

 2. Eller man kan følge vejen, der går forbi campingpladsen, ud til Gruve 4, der ligger ved indgangen til dalen.

Ingen af ruterne er specielt krævende, men som alt andet på de kanter skal man bare være godt forbedret og (til tider) stædig.

Fra Bjørndalselevens udløb i Isfjorden er det fristende at følge kysten til Grumant. Man kan gå næsten tørskoet smalle strand, men på en strækning neden for Lille Bjørndal når vandet helt ind til klippen. Det et par meter dybt og klippen temmelig stejl er der ikke andet at gøre ned at gå tilbage til Bjørnedalen.

I Bjørnedalen er der to måder at nå Grumant på. Den hurtigste er at krydse Bjørndalselva i dens delta og kravle på Fuglefjella platoet. Fjeldet er stejlt og temmelig erodere men det kan lade sig gøre (uden at risikere liv og lemmer) et par stedet ud for Lille Bjørndal. Oppe på platoet er det en jævn gå tur mod syd vest med en flot udsigt. Man skal dog være opmærksom på at toppen af fjeldet hurtigt kan dækkes af tåge.

Men som det som regel er med den hurtigste vej vælger man noget fra og det er i dette tilfælde en tur fra frodigt græsland, over en glecier og gennem et fantastisk muræne landskab og ned igennem den skumle Grumant dal med Isfjorden i baggrunden.

Man følger Bjørndalselva hele vejen ind til den udspring ved Håbergsbreen og Grumantbreen under Lindstrømfjellet. Efterhånden som man kommer op i dalen indsnævres elvens løb for til sidst at ende i en stejl kløft med pilrådne sider. Kløftens sider minder om et gigantisk mikadospil med løse klippe blokke fra størrelser omkring fodbolde til kummefrysere der af ubegribelige årsager trodser tyngdeloven. Så på den sidste del af turen i Bjørndalen er det en god ide at trække højt op på klippen til venstre, så man ikke bliver den sommerfugl der sætter et skred i gang.

Til sidst ender Bjørndalselva i Håbergsbreen. Elven sprøjter nærmest ud under breen i et infernalsk kaos af is, sten og mudder og forsvinder brun og grumset ned mod havet.

Man forlader Bjørndalen og går op over månelandskabet oven på breen. Krydser et sumpet plato under Lindstrømfjellet og står ved Grumant breensrandmoræne som er lidt en prøvelse, da man skal forcere nogle høje, stejle og ikke særligt venlige grus bakker. Dette landskab er under stadig forandring så det er lidt svært at give vejvisning. Men hvis man følger kanten af Grumantbreens moræne kan det ikke gå helt galt.

Gumnantdalen er meget snæver. På begge sider af dalen er to næsten plane platoer med en kløft imellem i hvis bund Grumantelven løber. Ved dalens indgang er det fristende at følge elven ned mod havet. Men det medføre at man ender med at skulle klatrere på kløftens sider med de førnævnet fodbolde og kummefryser hængende i mudderet over ens hoved og med den rivende iskolde strøm under sig, det er ikke en god ide,- been ther, done that and didden’t get a t-shirt.

I stedet følger man platoet til højre og ender ovenfor Grumantbyen efter at have passeret en heldel efterladt ragelse.

Fra sø siden er alt man kan se af byen 4 – 5 store huse, men på nærmere hold flyder hele områder med rustent mine materiel, sengebunde, rester af træhuse og efterladt på stranden står det hammer og segl bøjet i rustent jern.

Jeg ankom til Grumant ved 4 tiden om morgenen og var nær blevet et hoved kortere da en Nordmand med et forvildet blik i øjnene, en stor pumpgun og kun i ført underbukser troede at jeg var en isbjørn (med blå kasket). Han smilede undskyldende sagde: ”God morgen” og gik tilbage til sine to sovende kammerater, i øvrigt de eneste mennesker jeg så på hele turen.  

Efter at have set på ”byen” sov jeg et par timer foran en lille hytte oppe på en det sydlige plato og begav mig tilbage mod Longyearbyen.

1 – 2 km. fra Grumant, på det sydlige plato fandt jeg en dejlig lejerplads i læ bag nogle store klippeblokke med tykt mos og en lille kilde, det svære havde jeg ikke brug for et sted at slå lejer, men hvis nu nogen....

Fra Grumant kan man fortsætte til Colesbukta hvor fra Russerne ud skibede kullene fra Grumant minerne. I.flg. pålidelig kilde skal man for at komme fra Grumant til Colesbukta gå op over det sydlige plato ved Kolberget og ned i Russerdalen og så følge jernbanen rundt om Russervolden langs Isfjorden.

Jernbanen føres på det første stykke gennem en tunnel men den er ikke blevet vedligeholdet siden 1962 og er derfor livsfarlig at gå ind i.

Fra Colesbukta kan man vælge forskellige ruter tilbage mod Longyeaerbyen:

Man kan følge Colesdalen ind i landet og der efter Fardalen og Endalen til Advendtsdalen

Man kan følge traktorsporene og andre efterladenskaberne fra et Russisk forsøg på at finde olie, tilbage mod området omkring Grumantbreen og gå tilbage gennem Bjørnedalen.

Eller man kan fortsætte mod Barentsburg 4 – 5 dages vandring fra Colesdalen.

I øvrigt blev denne tur første gang i mit liv fik ondt i ryggen af at gå med rygsæk, faktisk så ondt at jeg de sidste kilometer måtte sætte mig ned for hver 100 m. De 11 kg. riffel havde i den grad trukket mig skæv at jeg måtte tilbringe den næste dag i teltet med at drikke kaffe og læse Frøken Smila færdig, og det var ikke så ringe endda.

Platåberget

Platåberget er et stort plato over Longyear byen. med en god udsigt over Isfjorden, Adventsfjorden og Longyearbyen.

Turene på Platåberget er ikke vanskelige og kan klares på et par timer alt efter hvad man vælger at gøre.

I den vestlige ende, ud i mod Isfjorden ligger en radarstation som kan nås ved at følge vejen forbi skydebanen og gruve 3. Fra radarstation kan man følge kanten af fjeldet mod øst til Longyaerbyen eller mod sydvest og finde en passage ned i Bjørenedalen.

På den sydøstlige del af Platåberget, inde i Longyaerbyen føre en stejl sti fra Trubaduren (et minedriftsanlæg der nu er museum) op på platoet. Man kan følge stien langs kanten helt op morænen foran Nordenskiøldbreen hvor det skulle være godt at finde fossiler da der ikke kommer ret mange turister. Hele vejen har man en flot udsigt over Longyaerbyen og Adventdalen.

Man kan gå ned igennem Blomsterdalen, der trods sit navn er en smal kløft med stejle stenede sider, men er man indstillet på at kravle lidt kan man godt vælge den som nedgang. Fra enden af dalen kan man følge vejen tilbage mod byen eller campingpladsen.

Man kan også fortsætte over platoet til radarstationen og følge vejen ned forbi Gruve 3 og skydebanen.

Adventsdalen "On the long and dusty road"

Adventsdalen er er lang bred dal der løber næsten stik øst fra Longyaer byen. Mod nord er den afgrænset af Adventelva og mod syd af gamle eroderede fjelde gennemskæret af nogle smalle dale.

Turen ind i Adventsdalen er en ca. 10 km. lang og ikke særligt spændende gå tur langs en støvet grusvej. Så man kan med fordel vælge at tage stien der følger trubadurerne, de stilladser der holdet kablerne til hejseværket oppe. Man kan finde stien ved at dreje til højre lige før Isdammen (byens vandresuvar).

Gruve 7 ligger ved indgangen til Bolterdalen som tre bræer løber ned i, jeg nåede ikke helt der ud men dalen skulle efter sigende være meget smuk.

Ved at følge trubadurerne kommer man forbi en gammel trubadur station, en slags central hvorfra men styrede hejseværket. Der spændende ved stationen i Adventsdalen er at den, stort set, står som dag den blev lukket: Hvis man overset Adgang forbudt skiltet og går ind i anlægget skal der ikke meget fantasi til at forestille sig hvordan det hav været at arbejde der for mange år siden.

Nede ved vejen kan findes et par forblæste skuer der engang rummede Longyearbyens lufthavn,- men ud over nogle vrag dele fra et forulykke fly er der ikke meget at se.

Hvis man vil videre nord på fra Adventsdalen er de bedste sted at gå over elven inde i bunden af dalen enten lige før Innerhytta ved  Helvetiafjellet eller lige efter at man har passeret Helvetiadalen.

Kajak tur til Hjorthavn

Generelt byder Svalbrad på mange muligheder for kajak ture. Med campingpladsen som base er der mulighed for ture langs kysten til Grumantbyen og Colesbukta. Kan også krydse over i bunden af Advendtfjorden og ro ind i Isfjorden.

Hvis man skal krydse Advendtfjorden  er det i øvrigt en fordel at ro ind mod Advendtelvens udløb dels er vandet roligere og dels er strækket på åbent vand kortest. Endeligt er der den fordel at hvis man skulle vælte i det iskolde vand, og ikke er stiv i del med Grøndlændervendinger, kan man bunde.

Jeg måtte prøve en kajaktur, da det er noget af det jeg får tiden til at gå med, så jeg overvandt min nærighed og bookede mig til en 4 timers tur til Hjorthavn på den anden side af Advendtsfjorden.

Den korte tur over til Moskushamm var mit første bekendtskab med en rigtig havkajak. Når man, som jeg, er vandt til de lette men skrøbelige glasfiber kajakker kræver det lidt tilvænning at møve sig ned i kajakken oppe på land i ført overledelsesdragt og vandstøvler, men havkajakken hvis sig at være ganske behagelig den kræver ikke den store balance kunst så man kan roligt slappe af og nyde udsigten.

 I Moskushamm findes det første kulmine anlæg på Svalbart. På grund af den tørre luft står anlægget næsten som for 100 år siden. Men det mærkeligste ved stedet er de enorme mængder af udstyr der ligger spræt rundt om i terrænet enten uden dørs eller i et pakhus, der fungere som et interimistisk museum meget af det har aldrig været pakket ud, men som guider sagde:

”Folk syd  fra har altid sat penge til på Svalbard først var det kullet og nu er det turismen” (Longyearbyen har er temmelig stor overskubs kapacitet af nybyggede hotel værelser).

En anden kuriositet i Moskushamm er resterne at en Tysk flyver der blev skudt ned under anden verdens krig, en eller anden har samlet resterne sammen og fyldt dem i en stor kasse der temmelig umotiveret står midt i det hele.