Cuba i knæhøjde

Den gang for tre år siden da vi "fik" Signe var vi overbeviste om at det at vi nu var tre ikke skulle hindre os i noget. Ikke at vi inden hendes ankomst havde foretaget os noget ekstremt,- men hindre os som familie i at gøre "noget" kunne Signe i al fald ikke!

Da Signe var 18 måneder skulle "noget" ske. Dels en tiltrængt ferie og dels salget af en motorcykel gjorde at vi pludselig stod med et passende kontant beløb mærket ferie med neon grønne bogstaver. Men hvorhen? 

Vi var enig om at alt for mange, alt for lange hvide sandstrande med palmer og irgrøn hav nok ville passe Signe fint men ville kede os i længen. vi måtte altså finde et kompromis mellem kultur og natur, - gerne lige i nærheden af Ækvator. 

Ved en vel valgt tilfældighed (hvis en sådan findes) faldt valget på Cuba. Men hvordan gør man med et 16 måneders barn i Castro-land. 

Der er skrevet meget om Cuba, men det meste vi kunne finde var skønlitteratur uden brugbare fakta oplysninger. Men via Internet fik vi en masse information dels ved at søge på hjemmesider og dels ved at spørge på forskellige nyhedsgrupper. En af de ting vi fandt ud af var at det er stort set umuligt at opdrive bleer på Cuba. En anden og mere beroligende oplysning vi fik var at faktisk alle vi var i kontakt med via nettet var meget positive over for landet og dets befolkning. 

Forberedelser (eller bekæmpelse af den snigende tanke: "er vi rablede vanvittige eller hvad") 

Hjemme i det kolde forår sad vi i den toværelses og planlagde den ultimative familie tur til Cuba. Set i bakspejlet kan forberedelserne opdeles i tre punkter: 
 

• Punkt 1. Planlægning, planlægning, planlægning og planlægning, - om ikke for andet så for vores egen skyld. Først da billetterne var købt gik det op for os hvad vi var ved at begive os ud i. Hvad gør man fx. med en 10 timers flyve tur for slet ikke at nævne "bleeproblemet".
•  Punkt 2. På baggrund af punkt 1 udarbejdes en udførlig huskeseddel. Den blev løbende revideret og resultatet blev at vi dels kunne have alt i to rygsække og dels at  vi stort set ikke manglede noget på turen. I korte træk bestod vores bagage af de sædvanlig fornødenheder, de omtalte 110 bleer og en klapvogn. Endvidere med vi bl.a. Et Trangia sæt og 1. Kg. havregryn,- disse ting var på nippet til at blive irritations momenter men viste sig at være uvurderlige hen mod turens slutning. Men mere her om senere. 
• Punkt 3. Hvordan fortæller man bedsteforældre at man har tænkt sig at tage det fantastiske (og  på da værende tidspunkt) eneste barnebarn med til en af klodens sidste kommunistisk diktatur stat. Hvor en dansker oven i købet netop var blevet skudt? 

De tog det forbløffende pænt. Og så oprandt dagen hvor et hold bedsteforældre mødte op i Aalborg for at transportere den lille forventningsfulde familie til Billund lufthavn. 

  4 Lufthavne, 12 timer og den uendelige venten tur/retur 

Vi overnattede i Billund og tidligt næste morgen indfandt vi os i lufthavnen. Vi stak en del ud fra de øvrige rejsende i ankomsthallen. Der var nogle travle forretningsfolk  og resten havde ikke noget imod at ligne charterturister i det selskab lignede vi mest landflygtigt. Jane med rygsæk på ryggen og Signe på armen og jeg med dels med en sammenklappet klapvogn i en sort plastik sæk så kun hjulene stak ud og med min enorme 100 l. rygsæk kunne ligge oven på. Der til kom så en mindre rygsæk indeholdende alt hvad man med nogen rimelighed kunne forestille sig at vi kunne få brug for under flyve turen. 

Første del at turen gik fra Billund til Gattwik og forløb stille og roligt. Lufthavnen i Gattwik var kæmpestor og pga. ombygning temmelig forvirrende men vi fandt en elevator og så var Signe glad når en af os køret et par ture op og ned med hende. Endelig nærmede tiden for afgang sig og efter en del søgen fandt vi den togbane der førte du til den terminal hvorfra vores fly skulle lette. 

En væsentlig detalje i vores plan, for flyveture, var at vi kunne få tre sæder således at Signe kunne sidde i mellem os. Men da vi kun havde betalt for to sæder var det op til os med sleske ord, slibrig tale og bedende øjne at overbevise kabinepersonalet og at evt. ledige pladser kom os til gode. Heldigvis tog en stewardesse sagen i egen hånd. Uden de store håndbevægelser fik hun puslespillet til at gå op og vi fik tre sæder ved siden af hinanden. 

Og så var det bare et spørgsmål om at få tiden til at gå end til vi 10 timer sender skulle lande i Havana. Langsomt sank Jane og jeg ned i den almindelige ugidelighed som præger lange flyrejser, undtagen Signe i samtlige 10 timer var hun helt oppe på mærkerne og underholdt hele den bagerste sektion af flyet. 

Hjemturen forløb lidt mindre perfekt, men stadigt uden de store problemer. Alt i alt var de lange flyveture ikke noget stører problem,- så længe man kan få tre sæder på række. Og ellers selv er indstillet på at være lidt ekstra opmærksom på barnets behov. Faktisk var det største problem at Signe automatisk blev center for hele flyets opmærksomhed. 

Endeligt!!!! Cuba

Vores første indtryk af Cuba var hede, fugtig hede der allerede inden vi var ude af flyet fik tøjet til at klæbe til kroppen. Efter at have stået i kø i paskontrollen i halvanden time kunne Signe ikke mere sveden løb om kap med tårerne og ingenting hjalp vi kunne kun vente på den omstændelige kontrol af  visa`er og pas. Men ind kom vi og efter en længere bustur kom vi endelig i seng i et airconditioneret rum, kl. 5 om morgenen de næste dage blev brugt ved poolen med at akklimatisere os. 

Efter et par dage var vi nogenlunde oven på igen og skulle nu for alvor til at tage hul på Cuba. Men vores første dag i Havana blev meget varm og ikke særligt ferieagtig. Signe var tæt på et hedeslag hun lå bare i klapvognen og gispede efter vejret medens hendes stor svende forældre piskede runde for at finde VAND. Men nu var vi i Havane og selv ikke helvedes hede skulle jage os tilbage til turistghettoen poolen og den kølige rom. Vi slæbte os selv og klapvognen rundt på Havanas hullede veje i en konstant jagt på de små kølige plastic flaske. 

Som nævnt havde Signe det meget varmt. Hun svedet tran i ordets bogstaveligste forstand og modsat os kunne hun ikke bare affinde sig med forholdene. I løbet af den måned vi tilbragte vende hun sig til varmen men hun blev ved med at svede meget. Det hjalp selvfølige også, at vi belært af erfaring, efter den første dag i Havana altid var rigeligt forsynet med vand hvis der på nogen måde var risiko for at vi kom et sted hen hvor det ikke kunne købes. Men Sigen foretrak altid af gemme sig i skyggen eller at lægge sig på et køligt terrazzo gulv. 

Pointen må være små børn tager lang tid om at akklimatisere sig og da de ikke har noget forhold til begreber som ferie, rejse og langbortistan kan de heller ikke, som forældrene, bare affinde sig med tingenes tilstand som en del af oplevelsen. 

En anden pointe må være at månederne fra omkring maj til august ikke er det rigtigt tidspunkt at besøge Cuba på, med mindre man enten er god til varme eller bare skal ligge på stranden. Det er selvfølige på dette tidspunkt at flybilletterne er billigst. 

Cuba er på mange måder et smukt land og Cubanerne er nok et af jordens venligste folkefærd (ladys and gentlemen of the congress) og en lille lyshåret pige med store blå øjne kan smelte en hver bedstemors hjerte. Vi fik en utroligt fin behandling over alt lige fra taxachauffør  der hjalp os gennem check in på et indrigsfly til den pensionerede træner for det Cubanske bryderlandshold der hjalp os med at booke flyet. Signe tiltrak en masse "positiv" kontakt. Folk syntes simpelthen af det var spændende at vi kom fra et eller andet sted hvor børn så sådan du. 

Der var for eksempel togstewardessen der faldt fuldkommen for Signe, hun kunne slet ikke få sine øjne fra hende og Signe syntes åbenbart også at damen i den brune kittel var sød i hver tilfald blev de hurtigt godt venner. Først på aftnen, medens der var ca. 16 timer til vi skulle af, spurgte togstewardessen med tegn og fagter om hun måtte låne Signe. Uden af tænke nærmere over det sagte vi ja og hun forsvandt ned af midtergangen med Signe. Da de en lille time senere kom tilbage var ungen smurt ind i kagecrem i hele hoved og havde et træt men veltilfreds smil om munden. Set i bakspejlet virker det måske lidt risikofyldt bare at give sit barn fra sig til en vildt fremmed i et vildt fremmet land, men det udtrykker meget godt hvordan vi havde det, at vi ikke på noget tidspunkt var nervøse. 

Medens vi bevægede os rundt i der dybt grønne Cubanske landskab svandt det i bleerne og der med omfanget af vores bagage. Efter af havde ligget ved det irgrønne Caribiskehav, på en hvid sandstrand og kikket op i grønne palmer mod en azurblå himmel i en uge lejede vi en bil for at komme videre. Selv Signe var ved at være træt af at sidde i vandkanten grave i det hvide sande. 

Stedet vi valgte til at lege "rigtige" turister i hed Ancón og ligger nær Trinidad og havde som nævnt alt hvad hjertet kunne begære af sol, strand og palmer. Der findes nu ikke noget som at sidde på altanen og drikke rom medens solen synker i det Caribiske hav. 

Som nævnt blev Signe aldrig helt  vant til varmen og den lille Peugot 306 med aircondition blev hurtigt hendes faste holdepunkt hun havde hele bagsædet for sig selv og kunne kravle rundt som det passede hende, - jeg tror den nærmeste autostol må have befundet sig i Florida eller Mexico. Men dels vejenes dårlige stand og dels vore medtrafikanters ringe motorkraft (hvis nogen overhoved) lagde en naturlig dæmper på farten, selv om Peugoten i forhold til de øvrige bilen var en sand roadrunner. 

Signe nød køligheden i bilen det betød at hun kunne bevæge sig med sit naturlige tempo uden at svede. Hendes ynglings plads blev hurtigt hattehylden i bagruden hvor det var frit udsyn til alle sider. Der kunne hun ligge med sin pude og vinke til biler, folk og de udslidte øj der græssede i vejkanten eller motorvejens midterrabat. 

Den sidste del af turen blev i høj grad præget af  at Signe fik noget mave bøvl som vi ikke hurtigt nok fik gjort noget ved. Hun fik diare og dehydrere så vi til sidst måtte søge hjælp på et lille bitte sygehus langt ude på landet hvor ingen forstod engelsk. Det var selvfølge ikke en  særligt spændende at Signe var syg men de timer vi tilbragte på Polioklinikken i Viñales var en af de største oplevelser på hele turen. 

Vi fik en venlig, kompetent og fuldt professionel behandling  på det nedslidte sygehus. En stor hjælp var vores medbragte engangssprøjter og termometer med LCD display der vakte en del opmærksomhed. Efter nogle timer på klinikken faldt Signes feber, hun blev bla. gnedet ind i  rom for at køle hende ned så i flere dage efter klinikbesøget duftede hun af rom . Vi blev sendt hjem med nogle breve sukker/salt opløsningen som vi forgæves søgte at få i ungen både med tvang og list. Vi forsøgte bla. at fortynde det i mango juice der til sidst var så lidt sukker/salt opløsning og så meget mango at vi selv drak den. 

Men vi skulle til at vende næsen mod Havana igen. Signes diarre havde ikke bare drænet hende for kraft men havde også drænet vores beholdning af bleer, så der blev sparet. Og Signe var stadig ikke rask, vi kunne simpelthen ikke få hverken piller eller den famøse sukker/salt opløsning i hende. Men som nævnt indledningsvist havde vi slæbt rundt på 1 kg. havregryn,- nok nogle af de mest berejste gryn i verden på det tidspunkt. Vi viste at der i Havana var et hotel der bestod at små bungalows med eget køkken og selv om det var rasende dyrt satte vi kursen efter det. Vi ankom sidst på eftermiddagen tjekkede ind og  Jane gik omgående i gang med at lave havregrød på sukker/salt opløsningerne Signe åd to store posioner og dejsede om. Næste morgen var hun frisk igen. Og ærlig talt efter i 3 uger kun af have spist restaurant mad var  varm havregrøden  kulinarisk oplevelse. 

Dagen efter forlod vi hotellet og flyttede ind i på det mere ydmygt hotel Colina midt i Havane, men den sidste uge vi var på Cuba fik Signe havregrød om aftnen. De sidste dage i Havana var nogle af de bedste vi havde på turen. Sådan er det jo altid. Vi havde vendte os til varmen, vi havde lært at forstå "den Cubanske måde" så vi med meget få spanske gloser kunne begå os og frem for alt havde vi fundet ud af hvor man kunne købe hvad. 

Det lykkedes os faktisk at finde en butik der var i besiddelse af fire pakker bleer af ubestemmelig herkomst, i en afskyelig pink farve og til en pris der lige meget hvilken møntfod man regnede med var horribel, så vi klarede os og skiftede den uigenkaldeligt sidste ble i Gattwik. 

Alt i alt var det en vellykket tur. Der er selvfølgelig nogle ting vi ville have gjort anderledes "hvis vi havde vist" men det gør man jo ikke og hvis man gjorde var der jo heller ikke meget ved noget.