Hovedmenu Turbeskrivelser Kajak på Grand Union Canal  Billeder Links

 


 

Kajak på Grand Union Canal

 

Lørdag morgen solen skinner og jeg er rimeligt klar efter den første arbejdsdag i Uk.

 Med mit nyindkøbte kort over Birmingham og nærmeste omegn i hånden begiver jeg mig igennem Solihull med retning mod Damson Parkway og Grand Union Canal hvor der, iflg. kortet, ser ud til at der er noget der ligner en havn. Planen er at starte så tæt på Birmingham som muligt og følge kanalen syd på i håb at finde Solihull Canoe Club’s tilholdssted. Medens jeg traver af sted gennem Birminghams forstæder forestiller jeg mig kanalen i solskinnet med sluser og små velholdte pubber hvor inspector Moors sidder og stirre melankolsk ned i sin ale.

 Efter 4 - 5 km gennem et villakvarter når jeg broen over Grand Union Canal. Fuld af forventning  kikker jeg udover rækværket og der er godt nok solskin på kanalen men den ligner mest den grå-grønt-grumsede Limpopoflod vandet er ja .. grå-grønt-grumset og kanterne er draperet med tomme øldåser, plastikposer, indkøbsvogne og andet slam.

 Men solen skinner og jeg begiver mig ned på stien der løber langs kanalen og efter et par kilometer har jeg vænnet mig til udsigten og fordriver tiden med at tælle øldåser fra de forskellige bryggerier – jeg kan ikke huske antallet men Carlling sort hvide dåser vandt med Forsters blå som nummer to.

 Efter endnu nogle kilometer når jeg landsbyen Catherine-de-Barnes uden at have set noget der ligner en kajak klub eller bare en kajak for den sags skyld. Jeg standers op og kikker på mit, ikke alt for detaljerede kort og må se tilpas rådvild ud for en venlig ældre herre med en hund standser og spørger om jeg ved hvor jeg er. Det ved jeg i store træk men kajak klubben? ”jo den er lige dernede” siger han og peger på en mod en hæk og nogle landbrugsbygninger lidt længere fremme.

 Og ganske rigtigt bag en tjørnehæk på en lille tilgroet mark står to campingvogne og et blikskur. I vinduet på den største af campingvognene sidder et stykke papir med klubbens navn og e-mail adresser på formand, kassere og sekretær.

 Det er som sagt dejligt vejer så jeg sætter mig og venter på at der kommer nogen men efter en time tid er der stadigt ikke er kommet nogen så går jeg tilbage til mit hotel. Med en mistanke om at klubben måske er knap så aktiv.

 Mandag morgen sender jeg en e-mail til klubbens sekretær og 10 min. senere svare han at de som regel mødes lørdag eftermiddag kl. 14 og jeg er velkomme til at kikke forbi.

 Den følgende weekend er jeg hjemme i Århus, men lørdag ugen efter stiller jeg ved kajak klubbens blikskur kl. 14.

 Jeg falder hurtigt i snak med Peter der er formand for klubben og har en lang kajak karriere med deltagelse bla. med deltagelse i Tour de Gudenå. Udover en lang ro karriere har han også en svaghed for Struer Boats, så meget at han bygger replikrater af dem i sin fritid altså ikke i glasfiber, som jeg fornemmer han synes ikke er helt rigtigt, en rigtig Struer kajak af træ.

 Han forestår at jeg tager en kap båd men dels min manglende rutine og de 70 cm beton kant ned til vandet gør at jeg betakker mig. I stedet låner jeg hans replika af en Spica i træ og med dæk af fly lærred.

 Jeg får Spica’en i vandet og forsøger at sætte mig til rette i det lidt for høje sæde, nå men af sted skal jeg jo så jeg slipper kanten og tager et forsigtigt tag.

 ”Åh nej ikke det vand” når jeg lige at tænke før jeg ligger og svømmer rundt midt i kanalen. Det værste er at split sekundet før jeg går under kan jeg lugte vandet.

 Som sagt, er det 70 cm op på land så jeg må tømme kajakken stående i vand til brystet – dvs. stående er så meget sagt for mine fødder forsvinder konstant ned i den bund der ikke rigtigt er der. Endeligt finder jeg et eller andet hårdt at stå på inde ved kanten får tømt båden og hevet mig selv på land, begynder forfra på min første kajak tur på Grand Union Canal denne gang med større succes.

Klubben som sådan

Klubben holdet til i to udtjente campingvogne i hjørne af en mark. Men på trods af de beskedne omgivelser har klubben en lang og glorværdig historie der blandt andet omfatter deltagelse i VM og OL samt medaljer nationale i mesterskaber indenfor både ’white water’ og flat water’ kajak og kano.

 Udvalget af både består primært af kap kajakker men klubben råder også over en del white water kajakker og kap kanoer. Fældes for dem alle er at de bærer præg af at leve et hårdt liv dels i gruset på bredden dels op og ned af kanalens beton kanter. Men de er alle funktionsdygtige og bliver flittigt brugt.

 Klubben har omkring 150 medlemmer hvor af kun 20 – 30 er rigtigt aktive. Der er ikke en egentlig ungdoms afdeling men en god del af de aktive medlemmer ligger et sted mellem 10 – 18. De aktive ’voksen medlemmer’ er typisk forældre der jo alligevel skulle køre ungerne til kajak klubben og derfor lige så godt kunne begynde at ro selv.

 Kanalerne som ro vand

Systemet af kanaler blev opbygget i løbet af 1700 tallet og udbygningen fortsatte optil slutningen af 1930’erne så der i dag er ca. 3000 km. ’vandvej’ hvor af langt det meste er farbart. Det primære formål med kanalerne var at forbinde jern- og kul- minerne i Birmingham området, ’the Black country’, med havnebyer som fx Liverpool og London.

Netværket af kanaler udgjorde så at sige rygraden i den industrielle revolution og der er derfor rige muligheder for ture fra ’the english country side’ til den værste industri slum omkring storbyerne. 

 I dag bruges kanalerne, stort set, kun til rekreative formål så langt den meste trafik består af flodbåde, for det meste udstyret som flydende sommerhuse.

 Vandet i Kanalerne er, udover at være af en tvivlsom kvalitet, velegnet til kaproning da der er så godt som ingen strøm og overhoved ingen bølger er og flere steder fx ved Banbury findes der et rostadion i forbindelse med kanalerne.

 


Lars Blomgren Andersen 2006